Jeg arbejder med rammerne omkring barnet. Vi kan ikke ændre barnets autisme, men vi kan hjælpe barnet med at skabe nogle rammer, som barnet kan trives i. Det gør jeg ved at få en forståelse for barnet, barnets virkelighed og omgivelserne omkring barnet.
Det kan være vanskeligt at forstå barnet og dets adfærd. Jeg kan sammen med eksempelvis forældrene og/eller fagpersonerne omkring barnet gå på opdagelse i barnets personlige autisme. Derved kan vi i fællesskab skabe rammerne omkring barnet, hvor accept og anerkendelse kan bane vejen mod øget positiv trivsel.
Jeg arbejder med den dybeste respekt for personer med autismespektrumforstyrrelse, men også for de pårørende. De står ofte i situationer, hvor de føler sig magtesløse, frustrerede, handlingslammede, alene, misforstået og/eller ikke forstået.
I mit arbejde i den autistiske verden har jeg oplevet eksempelvis frustration, vrede og sorg blive vendt til forståelse, accept, overskud og dermed en gennemskuelighed der kan skabe nye adfærdsmønstre.
I mit arbejde møder jeg personer med autismespektrumforstyrrelse, der er pressede, stressede og i en generel mistrivsel. I mødet med disse mennesker er min tilgang, at respekt og ydmyghed for den individuelle autisme, vil give den bedste indsigt.